Fanzone

Fans, fremtidsdrømme og fisketur

af Simon Pallesen

Fremad Amagers fans har oplevet store projekter og nedture mere end en gang. Faktisk har klubben, der spiller i Sundby Idrætspark, den tvivlsomme ære at være Danmarksmestre i konkurser.

Hele tre gange har klubben kastet håndklædet i ringen på grund af dårlig økonomi. Men trods nedture står amagerkanerne stadig bag klubben og sørger for at mødes med hinanden udenfor Sundby Idrætspark.

På en kold søndag i december har fanklubben De Blå/Hvide Engle arrangeret en fisketur for klubbens medlemmer. De fleste har oplevet en eller flere konkurser.

Op på hesten igen

De Blå/Hvide Engles formand, Brian Nielsen, husker tydeligt, hvordan det gik, efter Todi Jönssons storstilede FC Amager-projekt gik konkurs i 2009.

– Det var Fremad Amagers 3. hold, der tog over, og den første kamp efter konkursen blev spillet på en træningsbane. Alligevel dukkede to-trehundrede mennesker op, og så gik der ikke længe, før vi var inde på stadion at spille igen, siger Brian Nielsen

Det betød også, at fanklubben De Blå/Hvide Engle blev genfødt, fordi klubben vendte tilbage til sit oprindelige navn, Fremad Amager.

Denne gang er det anderledes

På denne fisketur, hvor små 10 blå/hvide engle er med, er der en god stemning omkring fremtiden.

– Jeg glæder mig til at se, hvad der sker. Det lyder meget fornuftigt, det de (F3 Mediagroup, red.) har meldt ud. De ved, hvad der er foregået tidligere, og at det ikke skal gentage sig, siger Søren Kristoffersen.

Pierre Monti fra den nydannede tifo-gruppe er også optimist.

– Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at det bliver rigtig godt. Det virker som et mere ydmygt og gennemtænkt projekt end tidligere, siger han fra skibets salon. Her kommer og går Fremad Amager-fiskerne, når det bliver for koldt at stå på dækket.

Lidt for koldt

Formand Brian Nielsen er taget med for hyggens skyld. Faktisk er torsk ikke det mest populære i hans hjem, så han forærer de to, han fangede til andre ombord.

Det er anden gang, der bliver afholdt sådan en fisketur, og det virker som om, det amagerkanske sammenhold kan modstå den danske vinter på Øresund. Næsten da.

På vej tilbage spørger Brian åbent, om sådan en tur er noget, der skal gentages. Svaret kommer bagest fra salonen ”Ja, til sommer!”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *