Ole Bjur: Man kunne godt få ørerne i maskinen i Sundby

Sundby Idrætspark er noget, den kommende sportsdirektør i Fremad Amager, Ole Bjur, husker meget godt. Foto: Johnny Wojciech Kokborg
Sundby Idrætspark er noget, den kommende sportsdirektør i Fremad Amager, Ole Bjur, husker meget godt.
Foto: Johnny Wojciech Kokborg

– Fra min Vanløse-tid er Sundby et af de steder, jeg husker allerbedst, siger Ole Bjur, når han tænker tilbage på de gange, han har spillet mod Fremad Amager.

Han nævner blandt andet tilskuerne som en del af forklaringen på, at det var noget specielt at spille mod den klub, som han bliver sportsdirektør for den 1. januar 2014.

– Der er en speciel stemning derude og nogle meget loyale fans. Man kan godt mærke, at selvom det er 2. division, så er det noget andet end at gå til fodbold i Fremad Amager, end det er at gå til fodbold stort set alle andre steder i 2. division, siger Ole Bjur til bkfremad.mediajungle.dk

Gode værdier

De loyale fans er samtidig del af en kultur, den kommende sportsdirektør sætter pris på. Værdier som sammenhold og fighter-ånd er samtidig noget, han kan genkende fra sin tid i Brøndby.

Fighter-ånden kan man næsten måle på, fordi klubben er gået konkurs tre gange. Men nu er holdet en del af toppen af 2. division øst.

– Fremad Amager har været udsat for meget modgang, men de har en forunderlig evne til at komme tilbage. Jeg kan godt lide den vilje til at overvinde de ting, de har været udsat for. De er altid kommet tilbage, fordi der er så mange stærke kræfter omkring klubben, siger Ole Bjur

Stille og roligt fremad

Midlet til at undgå en gentagelse af historierne med konkuser er at arbejde videre fra det fundament, der allerede eksisterer. Uden at fare for voldsomt frem.

– Vi går ikke ind og henter alle mulige spillere og siger, at vi skal være i Superligaen inden for tre år. Vi har set på den trup, der er og konstateret, at der faktisk er et ganske fint hold for øjeblikket. Det vil vi bygge videre på, så vi bevarer en kontinuitet, siger han.

Truppen har i særdeleshed været offensivt stærk i efteråret. Med et scoringsgennemsnit på lidt over tre mål pr. kamp er de blåhvide det mest scorende hold i både Superliga, 1. division og 2. division.

Han fortæller samtidig, at de selvfølgelig gerne vil forstærke sig og har mulighed for at gøre det.

Den kommercielle platform skal bygges op

Det bliver lettere at skaffe forstærkninger, hvis den kommercielle del af klubben kommer op i gear, og på dette punkt er der nok at arbejde med.

Sponsornetværket er nemlig ikke særlig stort.

– Det skal vi bygge op mere eller mindre fra bunden, siger Ole Bjur.

Det kan den nye ledelse foreløbigt forsøge at gøre indtil slutningen af marts, hvor bolden atter ruller i 2. division.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *