Få et indblik i Fremad Amager-investorernes planer

D.1/1. 2014 skydes det nye projekt i Fremad Amager for alvor i gang, når den nye bestyrelse i Fremad Amager Elite ApS starter arbejdet. Men hvem er folkene bag og hvad er intentionerne? Vi har taget en snak med én af dem.

F3 Mediagroup har haft travlt, efter Fremad Amager på en generalforsamling i oktober sagde ja tak til, at der blev stiftet et nyt professionelt selskab i form af Fremad Amager Elite ApS.

Det er nemlig F3 Mediagroup, der er gået ind i klubben med ambitionen om at få reetableret Fremad Amager som fodboldklub og brand. Og arbejdet er allerede påbegyndt.

Men det er langt fra første gang, at der er gang i butikken hos Fremad Amager. Fortiden med tre konkurser, senest FC Amager, er noget, som skeptikere vil bringe frem i lyset. Det ryster man dog ikke på hånden over hos F3 Mediagroup, der siden firmaets stiftelse i 2007 har arbejdet med alt fra tv-produktion af hestevæddeløb til sponsorsøgning for store sportbrands.

– Vi er selvfølgelig opmærksomme på den historie, som Fremad Amager har. Men vi kommer med et helt andet setup end tidligere. Vi kommer ikke bare med en stor pose penge, der skal bruges. Vi kommer med en masse kompetencer og et setup, klubben ikke tidligere har haft, siger Flemming Kjellerup, direktør hos F3 Mediagroup, der er selv uddannet journalist og har beskæftiget sig med sport i en årrække.

Ingen dyre spillerindkøb på Amager
Sammen med administrende direktør hos F3 Mediagroup, Flemming Rosenkrantz, skal Kjellerup være med i bestyrelsen. Og med den tidligere Brøndby-sportschef Ole Bjur som ny sportdirektør, tidligere elitesvømmer John Petterson som ny administrende direktør og tidligere administrende direktør for FCK, Dan Hammer, som bestyrelsesmedlem er det store navne, der skal være med til at bringe Fremad Amager tilbage på Danmarkskortet.

Tribunerne i Sundby Idrætspark skulle gerne bugne med tilskuere, når forårssæsonen skydes i gang.  Foto: Johnny Wojciech Kokborg
Tribunerne i Sundby Idrætspark skulle gerne bugne med tilskuere, når forårssæsonen skydes i gang.
Foto: Johnny Wojciech Kokborg

Ifølge Kjellerup kommer man dog ikke til at se dyre spillerindkøb hos Fremad Amager. I stedet handler det om at optimere omgivelserne omkring holdet. Lige fra salg – og markedsføring til sponsorpleje. Derved tror man på, at Fremad Amager med sine 100 år på bagen kan blive et stort, stærkt brand igen.

– Klubben indfører kontraktfodbold igen, men derfor kommer man ikke til at se dyre spillere blive købt ind. Og vi jagter ingen hurtig gevinst med projektet. Er der vækst, så postes det tilbage i selskabet, siger han.

Amager har uudnyttet potentiale
Tager man et kig på tilskuertallene i 2. division Øst, som Fremad Amagers førstehold spiller i, kan man hurtigt se, at klubben er et af de få mandskaber, der kan tiltrække over 1.000 mennesker til et opgør i landets tredjebedste række. Og det er selvsagt også noget, de nye folk har lagt mærke til.

– Potentialet hos Fremad Amager er stort. Der bor cirka 160.000 mennesker på Amager, så der er basis for tilskuere og sponsorer. Klubben har en lang historie og er kommet tilbage gang på gang trods modgang. Der er noget helt unikt over klubben, selv om man aldrig har vundet noget af betydning, lyder det fra Kjellerup, der påpeger, at netop det faktum, at klubben ikke har vundet noget af betydning, men alligevel er kendt ud over klubbens egne grænser, er det, der gør Fremad Amager til en unik klub.

– Vi har at gøre med et brand af en vis styrke, som ikke udelukkende handler om de sportslige resultater, man har opnået, siger han videre.

Sportslige ambitioner er der også
Da det hedengangne FC Amager så dagens lys i 2007, var det med en klar ambition om at spille i Superligaen i 2010. Sådanne udmeldinger kommer man dog ikke med i det nye projekt. Men derfor er der stadig ambitioner.

– Når man tilknytter et navn som eksempelvis Ole Bjur, er det svært ikke at have ambitioner. Vi vil gerne i 1. division og konsolidere os i rækken, men det er blot en målsætning og intet krav fra vores side. Det vigtigste er at få setuppet omkring klubben op at køre. Og når det kører, kommer alt det andet bagefter. Det er vores overbevisning, siger Kjellerup.

2 thoughts on “Få et indblik i Fremad Amager-investorernes planer”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *